Vi fik heldigvis fanget dannebrog på kameraet i solskin på trods af en dag fyldt med overskyet vejr og byger. Med termin den 19. er der ikke lang tid til at to bliver til tre. Det er helt mærkeligt at tænke på vi til min næste fødselsdag, bliver endnu en ved fødselsdagsbordet. Det kan kun blive et vildt 28. år. Fødselsdagsforberedelserne startede en dag i forvejen hvor jeg lavede marengskys, kvarkkage og dumle (bumle) kage. Simon laver de bedste fødselsdagsboller, så det have jeg heldigvis lokket ham til igen iår. Iår lavede han både med og uden chokolade, vildt lækkert! Jeg blev vækket med morgensang, gaver og morgenmad. Op af formiddagen tog vi en tur til Karise Ostelager, som virkelig har et lækkert udvalg af oste. Vi fik købt en del forskellige oste som skulle bruges til vores ostebord senere, hvor vi havde inviteret familien til fødselsdag. Vraltende havde jeg været en tur i haven og sammensat en blomsterbuket til bordet. Det er den rene luksus at kunne bruge haven på den måde. Det var en rigtig hyggelig dag, selvom jeg er en smule træt og hævet på både hænder og fødder. Sidst på dagen kunne vi sætte os udenfor på gårdspladsen og nyde solen.





