Med et blink var det somom at December gik. Det har været en god og hyggelig julemåned dog med en smule frustration over den brækkede ankel. I år: 2019, skulle vi for første gang holde jul i huset. Det gjorde vi sammen med mormor, moster og mosters kæreste. Som forudset var der mange fine gaver til lille Magnus, som fik legetøj, tøj, gåvogn og meget mere. Gaverne eller nok nærmere gavepapiret blev der kigget meget på og med lidt hjælp fik Magnus pakket sine gaver ud. Det var helt specielt at det var vores første jul i huset samtidig med at det også var Magnus’ første jul. Selvom han nok ikke kan huske det når han blive ældre, så var det en skøn juleaften der betød rigtig meget for os. For vores begges vedkommende var det den første jul vi skulle afholde, så der var også en smule nerver i forhold til om flæskestegen nu blev både saftig og med sprøde svær. Om der nu var nok mad og om gæsterne ville hygge sig. Men det hele viste sig at gå godt. Der var ihvertfald skønne rester til et par dage efter. Juledagene gik med ren afslapning og inden længe var det tid til at velkomme det nye årti og sige farvel til det gamle.

